Små overfladiske eller dybe skader som kan pakkes ind og hvor forbindingen kan sidde forsvarligt og urørt i 10 dage, kan behandles ambulant.
Indpakning
- Først fjernes løs hud og bullae og sårene sæbevaskes i ca. 10 min. Skylles så sæben fjernes - gerne med postevand.
- Forbindes med mepilex transfer (alternativt 2 lag jellonet) + sugende gaze + elastikbind
- Patienten kan sendes hjem til ambulant opfølgning hos egen læge eller i brandsårsambulatoriet
- Forbindingen skal lades urørt i 10 dage medmindre der er gennemsivning eller infektionstegn
- For håndskader skal forbindingen placeres så den begrænser bevægeligheden så lidt som muligt for at undgå stive fingre. Netop håndskader kan ombandageres efter 3 dage hvor mængden af gaze kan reduceres for en bedre bevægelighed. Større håndskader skal indlægges.
Efter den primære behandling af brandskaden med forsvarlig forbinding, kan patienten sendes hjem og møde til ambulant opfølgning med udpakning af brandskaden. Patienten skal møde til opfølgning med udpakning af brandskaden ca. 10-14 dage efter skaden, hos enten egen læge, på lokalt sygehus eller i brandsårsambulatoriet.
Før patienten møder til udpakning af brandskaden, rådes patienten til at tage paracetamol 1 g + Ibuprofen 400 mg. Børn gives smertestillende efter vægt.
Udpakning
Efter bandagen er fjernet vaskes sårene med vand og neutral sæbe. Såfremt der fortsat er ikke-helede områder, pakkes sårene ind igen enten med Mepilex transfer (alt. nitrofurazongaze/jelonet) og gaze.
Forbindingen skal sidde urørt og må ikke blive våd.
Det er vigtigt at være opmærksom på infektionstegn: rødme og pus. Såfremt der er tegn på lokal infektion, skal sårene behandles med anti-mikrobakteriel topikal behandling. Hvis patienten er alment påvirket (feber), skal patienten opstartes i antibiotikabehandling og henvises til indlæggelse.
Ved den ambulante kontrol efter ca. 10 dage lægges en plan for videre behandling og kontrol. Hvis sårene vurderes til at være dybe dermale skader, skal patienten henvises til brandsårsafdeling til vurdering og operation.
Henvisning til brandsårsafdeling/brandsårsambulatoriet
- Længerevarende konservativt helede brandsår kan give stramninger i forbindelse med skrumpning af arvæv
- Brandskader kan give ar (rødme i huden, hypertrofiske ar) og dermed æstetisk ændret udseende
- Patienten skal henvises til fysioterapeutisk behandling og/eller til brandsårsambulatoriet
Vagthavende brandsårslæge på Rigshospitalet kan kontaktes på tlf.: 35451245