a) Perifere forfrysninger (vævstemperatur under frysepunktet, der medfører inflammation og forstyrrelser i mikrocirkulationen)
b) Systemisk hypotermi (hvor kroppens kernetemperatur falder under 35,0 °C).
Alvorlige perifere forfrysninger kan resultere i ødelæggende vævsskader, der kan fører til nekrose og tab af de mest distale legemsdele (typisk fingre og tæer, men også større dele af ekstremiteterne og sågar ører eller næsetip).
Klassifikation
Der eksisterer forskellige klassifikationsmodeller til bedømmelse af frostskader som baseres på skadens omfang of prognose/risiko for amputation. Skadens omfang vurderes kort efter optøning, og inddeles i 4 Klassifikationsgrader ud fra vævets udseenede:
- 1. grad: Tilstedeværelse af hyperæmi og ødem uden vesikler.
- 2. grad: Vesikler med klart indhold, ledsager hyperæmi og ødem.
- 3. grad: Vesikler med hæmorragisk indhold. Fuldhuds- og subkutan vævsnekrose.
-
4. grad: Fuldhudsnekrose, som også inkluderer muskler og knogler.
Men kan også inddeles i risikoen for amputation ud fra billeddiagnostik (angiografi, MR-scanning eller 99 Tc-knoglescanning).
-
Ved grad 2-4 bør patienten henvises til et hospital med specialistekspertise.
Skadesmekanisme
Forfrysningsskader opstår både ved nedkøling men også ved re-perfusion af vævet. Afhængig af om nedkøling foregår hurtigt eller langsomt dannes der, ved temperaturer i vævet under frysepunktet, iskrystaller intracellulært eller ekstracellulært. Den hurtige nedfrysning giver de største skader, og der opstår dehydrering af cellerne og celledød. Ved optøning/reperfusion ses umiddelbart genetablering af kredsløbet i vævets kapillærer, men meget hurtigt ses der skader på karrene med fibrinaflejringer, dannelse af mikrotromber som fører til iskæmi.
Behandling
Den initiale håndtering af patienten med forfrysninger følger ABC-principperne og behandlingen af lokal og/eller systemisk hypotermi.
-
Systemisk hypotermi behandles først hvis tilstede. Behandlingen kan være passiv (f.eks. uldtæpper, aluminiumsfolie, hue og varme omgivelser), aktiv-ekstern (forceret opvarmet luft og intravenøse væsker) og aktiv-intern (f.eks. varm, fugtet luft samt gastrisk-/peritoneal-/pleural- eller blæreskylning med 40° varmt isotonisk saltvand). Man behandler den systemiske hypotemi før den perifere, for at minimere den perifere vasokonstriktion og dermed øge blodflowet.
Herefter skal de perifere forfrysninger behandles
- Hurtigst muligt opvarmes vævet i 37-40 °C vand i ca. 30 minutter.
- Der gives tetanusvaccine og evt. antibiotika intravenøst.
- Smertestillende medicin er nødvendig (NSAID (12mg/kg/døgn fordelt på 2 doser) og opioid efter behov).
- Smykker på berørte fingre/tæer skal fjernes tidligt, da der opstår betydelig hævelse af vævet i forbindelse med optøning.
- Prostaglandin-analogen (PGI2-analog) Iloprost har med sine trombocythæmmende og vasodilaterende egenskaber vist lovende resultater for et nedsætte amputationsrisiko og dette præparat er, hvis tilgængeligt, anvendeligt.
-
Trombolysebehandling med altepase (tissue plasminogen activator (rTPA)) og heparin inden for 24 timer efter endothelskaden, har vist at reducerer incidensen af digitale amputationer men kontraindikationer til trombolyse (traume, nylig kirurgi, øget blødningsrisiko og graviditet), behovet for gentagne angiografier samt tidsaspektet gør ikke altid denne behandling attraktiv.
-
Evt. kirurgisk intervention foretages først senere i forløbet(efter måneder), når det skadede væv har demarkeret sig – dog kan akut fasciotomi ved mistanke om kompartmentsyndrom og tidlig amputation ved sepsis være indiceret.
Behandlingsalgoritme
Behandlingsalgoritme fra Behandling av frostskader – oppdatering og udvidet spektrum, Thomas Sjöberg, Louise De Weerd, Seksjon for plastikk- og rekonstruktiv kirurgi, Unn Tromsø, 25. marts 2025. Revideret og oversat til dansk, Anna Louise Norling
