Rigshospitalet har landsfunktion for alle typer brandskader.
Rigshospitalets brandsårsafdeling bistår altid med råd og vejledning hvis en kollega har brug for det i forbindelse med behandling af en patient med en brandskade. Vagthavende brandsårslæge Rigshospitalet kan træffes på tlf: 35 45 12 45.
Hvis der er tvivl om behandling eller overflytning kan man altid konferere med vagthavende, og vi modtager altid patienter til behandling såfremt behandlingen ikke kan varetages på lokalt sygehus.
Indlæggelse på lokalt sygehus bør ske, når skaderne ikke i sig selv indicerer overflytning til specialafdeling, men patienten ikke er egnet til ambulant behandling. Det kunne eksempelvis være skade af øjenomgivelser eller mund, problemer med forbinding af områderne, konkurrerende skader eller lidelser.
Overflytning af brandsårspatienter
Ved behov for specialist behandling er hurtig overflytning essentiel og kommunikationen til brandsårsafdelingen foregår oftest via Rigshospitalets vagthavende brandsårslæge på tlf. 35 45 12 45. Man kan her aftale fremsendelse af fotos, hvilket gør vurderingen af patientens skader nemmere og fejlvisitering mindre sandsynlig. Det er afsendende læge for at der rekvireres transport og patienterne transporteres oftest direkte fra skadestedet til behandlende sygehus med ambulance eller helikopter. På skadesstedet er det ofte vanskeligt at vurdere forbrændingens nøjagtige omfang Det kræver ro og overblik, som kan være vanskeligt at få på skadesstedet, og hvor det heller ikke altid er hensigtsmæssigt at afklæde patienten fuldt ud.
Ved samtale med vagthavende på brandsårsafdeling er det vigtigt at fremlægge skadesmekaniske, skadestidspunkt, vitale parametre, vurderet brandsårsareal samt hvilken behandling der er iværksat.
RESPIRATORISK: Patienter kan under transporten udvikle øvre luftvejsobstruktion, hvorfor stillingstagen til intubation er vigtig. Store brandskader bør have 100% ilt (15 l/min).
CIRKULATORISK: Grundet hæmodynamisk instabilitet hos brandsårspatienter bør disse have anlagt 2 stk PVK. Der skal opstartes væskebehandling såfremt patienten er kandidat til dette. Se afsnittet: Væskebehandling. Der skal hurtigst muligt anlægges blærekateter med henblik på måling af timediureser.
HYPOTERMI: Patienten SKAL pakkes varmt ind under transporten, så man undgår hypotermi og patienten holdes normoterm. Skylningen må, såfremt der ikke er skyllet længe nok, pauseres eller seponeres helt. Er skylning med koldt vand påbegyndt straks efter forbrændingen og har pt skyllet i 20-30 min. behøver man ikke skylle mere. Skylning efter 20-30 min er kun smertestillende og kan lige så godt behandles med smertestillende præparater, så patientens temperatur ikke kompromitteres. Se afsnittet: Primær behandling af brandskader.
SMERTESTILLENDE: Paracetamol, NSAID eller opioider kan gives. Opioider gives i refrakte doser fx morfin 0,05mg/kg ad gangen. Børn har ofte god effekt af benzodiazepin, eksempelvis Dormicum (0,5mg/kg) rektalt. Benzodiazepin virker dog ikke smertestillende og bør gives sammen med smertestillende medicin. I kombination med opioider bør anæstesilæge kontaktes.
AFLASTENDE INCISIONER: Ved dybe cirkulære skader kan aflastende incisioner (eskarotomier) blive nødvendige, når brandsårsødemet tiltager. Ved dybe forbrændinger bliver huden sej, stram og ueftergivelig hvorved cirkulationen kan blive kompromiteret perifert for stramningen. Behandlingen består i gennemskæring af den strammende, forbrændte hud til stramningen løsner sig. Der skal kun incideres i huden (se skitse), ikke i subcutis eller fascie og eskarotomierne skal kun anlægges på steder hvor brandskaden er dyb.
Kontakt venligst Rigshospitalets brandsårsafdeling på tlf. 3545 1245 for råd vedrørende anlæggelse af aflastende incisioner.
Process ved overflytning:
Umiddelbart efter initial behandling tages der kontakt til Rigshospitalet vagthavende på brandsårsafdeling, tlf.: 35 45 12 45
Ved samtale med vagthavende på brandsårsafdeling er det vigtigt at fremlægge skadesmekaniske, skadestidspunkt, vital parametre brandsårs areal samt hvilken initiel behandling der er iværksat. Brandsårsvagthavende vil herefter tage stilling til evt. overflytning.